ja_mageia

  • Narrow screen resolution
  • Wide screen resolution
  • Decrease font size
  • Default font size
  • Increase font size
Love og regler
Bookingregler

Alle klubbens aktive medlemmer kan booke de fly som de er omskolet til .

Der kan max være en stående primær booking, derudover kan der være en stående sekundær booking
*1* Primær booking betyder at flyet kan benyttes på flyvedagen.
*2* Sekundær booking betyder at flyet kan benyttes når den primære pilot ikke ønsker at gøre brug af flyet længere. Sekundær booking kan ikke være på samme dag som primær.

En booking kan senest afmeldes 48 timer før.

Muligheden for at booke slutter til midnat dagen før.

Hæftelse
En booking er bindende. Såfremt man udebliver fra briefing og derved ikke benytter sin booking, betales for 2 timers flyvning. Uanset om man er tilmeldt flyvetidspakke eller ej.

Opdateret 4. april af bestyrelsen.

Note fra bestyrelsen: Vi har forsøgt at lave bookingreglerne så simple som muligt, og vi vil de kommende måneder evaluere hvordan de fungerer, og eventuelt lave justeringer eller tilføjelser.

 
Retningslinier for flyvning

Alle piloter skal have læst (og kunne) klubbens retningslinjer for flyvning før første start.

Download retningslinjerne ved at klikke her

 
Flyvereglement

Klubbens flyvereglement er reglerne for hvad medlemmerne må og ikke må i forhold til den daglige gang i klubben og brugen af klubbens materiale.

Flyvereglement for Aarhus Svæveflyveklub
I tillæg til de gældende regler om luftfart (BL 9-9; BL 6-100, BL 6-101, BL 6-102, BL 6-104) har klubben fastsat nogle supplerende regler. Disse regler er beskrevet i dette flyvereglement.

Formål
Det er ønsket, at dette reglement skal bidrage til en sikker, gnidningsløs og ubureaukratisk afvikling af svæ-veflyvningen i Aarhus Svæveflyveklub.

Generelt
Flyvereglementet gælder for alle medlemmer samt andre, der ønsker at udøve svæveflyvning indenfor Aar-hus Svæveflyveklubs regi. Instrukser fra svæveflyveleder/instruktør skal efterkommes øjeblikkeligt.

Instruktørgruppen
Alle aktive instruktører (dvs. de, som er på turnusliste) er medlem af I-gruppen. Flyvechefen er formand for gruppen. Gruppens opgave er at varetage alle opgaver i forbindelse med instruktørvirksomheden. Et vilkår-ligt medlem af klubbens aktive FI'er kan behandle ansøgninger om omskolinger, lokalflyvningsbevis, passa-gertilladelse mv. på stedet. Trufne afgørelser skal meddeles på førstkommende instruktørmøde.

Fordeling af fly
På alle turnuslagte flyvedage vil der ved briefingen blive fordelt fly af vagthavende instruktør. Fordelingen skal altid tilstræbes så retfærdig som muligt, idet der tages hensyn til den enkeltes opnåede flyvetid/starter i den indeværende sæson. I tvivlstilfælde afgøres fordelingen ved lodtrækning.

Checkflyvning
For flyvning i klubbens materiel kræves mindst en årlig checkflyvning ved sæsonstart, eller checkflyvning før første flyvning, med instruktør tilknyttet I-gruppen.

Flyvning i klubbens fly
For flyvning i klubbens fly er minimumkravet 1 time og 5 starter indenfor de sidste 90 dage, eller godkendt PFT/checkstart

Omskolinger
I det følgende er nævnt minimumskravet til antal timer, der skal være opnået før omskoling til en given type. Ansøgeren skal derudover findes egnet og være i fornøden flyvetræning (se træningsbarometer).

Junior: Eneflyvningsbevis
ASW19: Lokalflyvningsbevis, 25 timer
LS 4: S-certifikat, 40 timer
Twin Astir: S-certifikat, 60 timer

Passagertilladelse
Passagertilladelse kan tidligst opnås efter, at omskoling til Twin Astir er opnået. Der skoles normalt på Twin Astir i forbindelse med passagertilladelses normer.

Strækflyvning
S-certifikat indehavere opnår automatisk strækflyvningstilladelse, når følgende krav er opfyldt:

1) S-certifikat gennemført og bestået i Aarhus Svæveflyveklub og strækflyvningsnormer gennemgå-et/gennemført.

2) Piloten har udført mindst 10 starter på den pågældende flytype. For piloter omskolet til mindst 5 flytyper bortfalder dette krav, idet det er op til piloten selv at vurdere sin egnethed. Piloter, der ikke har skolet og opnået S-certifikat i Aarhus Svæveflyveklub, skal skriftligt ansøge Instruktørgruppen om stræktilladelse.

Kunstflyvning
Kunstflyvning i klubbens fly.

Det er en betingelse, at:
1) Piloten ved underskrift af instruktør i logbogen er godkendt til at udføre de pågældende manøvrer.
2) At flyet flyves indenfor dets begrænsninger, at det er godkendt til de pågældende manøvrer, og at gældende lufttrafikregler overholdes.

Alle klubbens instruktører kan checke piloter ud til flg. manøvrer:
- Spind, indvendigt loop, hårnål, chandelle, lazy eight samt de manøvrer der bruges i forbindelse med skolingsnormerne.

For udførelse af mere avancerede manøvrer kræves underskrift af specielt udcheckede kunstflyvningsinstruktør.

Soloflyvning i tosædede fly
Klubbens tosædede fly må kun benyttes til soloflyvning af S-piloter, såfremt det ikke er muligt at udnytte flyet til tosædet flyvning. Skoleflyvning har dog altid fortrinsret på skolingsdage.

Passagerflyvning og gæsteflyvning
Flyvning med Passive-medlemmer samt gæster foretages efter retningslinier i klubbens betalingsreglement og i henhold til gældende regler for flyvning med passagerer.

Tandemfly og Side-ved-side fly
Førersæde Forreste sæde Venstre sæde
Instruktørsæde/passagersæde Bagerste sæde Højre sæde.
Der må ikke flyves PFT-flyvninger med ikke-unions medlemmer.
Gæsteflyvning kan kun foregå, såfremt ingen af klubbens medlemmer ønsker at bruge det pågældende fly.

Hændelser - havari/skader
Ved enhver situation, hvor flyvesikkerheden har været bragt i fare, eller der har været overhængende fare for skade på mennesker, fly, materiel eller 3. persons ejendom, er det berørte persons pligt at underrette flyve-chef og ansvarlig materielmand.

Ligeledes skal fartøjschefen snarest muligt underrette HCL (se UHB grp. 815 og 816)Ligesom der er alle aktive medlemmers pligt at deltage i den løbende vedligeholdelse af materiel, skal den, der forårsager en skade også aktivt deltage i udbedringen. I Aarhus Svæveflyveklubs bestyrelse udpeges et bestyrelsesmedlem som har flyvende materiel som ansvarsområde. Dette er pt. Michael Rasmussen. Vedligehold i flyvesæsonen (på Arnborg).

Sker der eller opdages der skader på et af klubbens fly, skal skaden så vidt muligt udbedres hurtigst muligt. Det er piloten som forårsager eller opdager skaden der er ansvarlig for at få denne udbedret. Dette kan ske på følgende måder:1. Hvis skaden bevirker at flyet ikke længere er luftdygtigt, skal den for flyvende materiel ansvarlige i besty-relsen kontaktes, så der kan lægges en handlingsplan for udbedring af skaden og efterfølgende syn af ma-terielkontrollant.2. Er der tale om mindre skader kan piloten selv sørge for at fejlen bliver udbedret, dog skal den for flyvende materiel ansvarlige kontaktes hvis der opstår udgifter til reparation som klubben skal dække.Hvis der er tvivl om en skades omfang ( læs UHB gr. 415 ) skal en materielkontrollant kontaktes.

I øvrigt skal de til enhver tid gældende regler om rapportering i forbindelse med hændelse eller havari, jf. tidligere, overholdes.

Overtrædelser
Vagthavende instruktør, hvis anvisninger skal efterkommes, er berettiget til at idømme startforbud. Flyvechef eller formand skal i dette tilfælde underrettes samme dag.

Vedtaget af I-gruppen og bestyrelsen oktober 1986 og revideret juni 89, september 90, januar 92 og marts 1997, juni 2002, august 2009, september 2009.

 
Vedtægter

Klubbens vedtægter er "klubbens spilleregler", for det er her, at alle væsentlige regler for klubbens virke er fastlagt. I den velfungerende klub, vil man kun sjældent have brug for at konsultere vedtægterne, men i situationer hvor man pludselig står over for uforudsete problemer eller konflikter, er det godt at have et sæt klare spilleregler.

Revideret 16/3-04, 13/2-06, 1/4-09, 11/1-2011 og 4/4-2011

Navn og hjemsted
§ 1
Klubbens navn er Aarhus Svæveflyveklub (aasvk). Dens hjemsted er Aarhus Kommune.

Formål
§ 2
Klubbens formål er tilvejebringelse af muligheder for udøvelse af svæveflyvning som fritidsinteresse og sport.

Medlemmer
§ 3
- Klubbens medlemmer er aktive medlemmer, passive medlemmer, ungdomsmedlemmer samt æresmedlemmer.

- Aktive medlemmer nyder fulde rettigheder i alle klubbens anliggender.

- Optagelsesvilkår for aktive medlemmer fastsættes af generalforsamlingen.

- Ansøgning om optagelse behandles og afgøres af bestyrelsen.

- Passive og ungdomsmedlemmers rettigheder fastsættes af bestyrelsen.

- Æresmedlemmer kan udnævnes af generalforsamlingen efter bestyrelsens forslag. De nyder samme rettigheder som aktive medlemmer.

- Aktive medlemmer, og æresmedlemmer er medejere på lige fod i klubbens aktiver, herunder samtlige fly.

Medlemmernes forpligtelser
§ 4
- Medlemmerne er pligtige til at overholde klubbens vedtægter og forskrifter, som de fastsættes af generalforsamling og bestyrelse.

- Retten til at benytte klubbens materiel er betinget af overholdelsen af disse love og forskrifter.

- Al deltagelse i klubbens aktiviteter sker på eget ansvar.

- Aktive medlemmer betaler ved indmeldelsen et depositum og derefter et acontobeløb svarende til skønnet årligt forbrug i kontingenter og fylveafgifter fordelt på 12 måneder. Beløbets størrelse fastsættes i samråd med kasserer for det enkelte medlem.

- For at benytte klubbens materiel betales de fastsatte afgifter. Indmeldelsesgebyr, kontingent og afgifter fastsættes af generalforsamlingen.

- Æresmedlemmer betaler intet kontingent.

- Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den foreningen til enhver tid tilhørende foreningsformue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.

Medlemskabets ophør
§ 5
- Medlemskabet ophører ved udmeldelse, ved restance eller eksklusion.

- Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen med 3 måneders varsel for aktive medlemmers vedkommende.

- Restance ud over 3 måneder med betaling af kontingent eller afgifter medfører ophør af medlemskab.

- Et medlem kan kun ekskluderes ved generalforsamlingsbeslutning, når forslag herom har været optaget på dagsordenen.

- Bestyrelsen kan suspendere et medlem for indtil 3 måneder, når den inden de 3 måneders udløb indbringer sagen med forslag om eksklusion for en generalforsamling.

Generalforsamlingen
§ 6
- Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed.

- Stemmeret på generalforsamlingen har aktive medlemmer, der ikke er i restance ud over 1 måned med kontingent og
afgifter.

- Ved afstemning om forslag, der medfører forpligtelser som omtalt i § 4 har dog kun aktive medlemmer, der er myndige, stemmeret.

- På begæring af blot én stemmeberettiget skal afstemning foretages skriftligt.

- Til vedtagelse af forslag om ændring af klubbens love kræves enten at mindst halvdelen af de stemmeberettigede er til stede samt at vedtagelse sker med mindst 2/3 af de afgivne stemmer, eller at forslaget vedtages med simpel majoritet ved første fremlæggelse såvel som ved en generalforsamling, der indkaldes til afholdelse inden 2 måneder efter førstnævnte.

- Ved alle øvrige afstemninger træffes beslutning ved simpel majoritet.

- Generalforsamlingen vælger selv sin dirigent, som leder mødet og herunder tilser, at klubbens love overholdes.

- Over det på generalforsamlingen passerede føres en protokol, hvis rigtighed attesteres ved underskrift af dirigenten og formanden.

§ 7
- Generalforsamlingen indkaldes skriftligt med mindst 14 dages varsel. Denne indkaldelse sendes til medlemmernes e-mail adresse såfremt medlemmet har opgivet en sådanne. Det er medlemmets ansvar at Aarhus Svæveflyveklub er i besiddelse af den korrekte e-mail adresse.

- Indkaldelsen skal indeholde tid og sted for afholdelse af generalforsamlingen samt dagsorden med forslag til beslutning.

- Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar eller marts måned.

§ 8
På den ordinære generalforsamling behandles følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent.
2. Aflæggelse af beretning til godkendelse.
3. Aflæggelse af regnskab til godkendelse.
4. Forelæggelse af budget for næste regnskabsår, herunder fastlæggelse af indskud, kontingenter og afgifter for benyttelse af klubbens materiel.
5. Behandling af forslag.
6. Valg
- Valg af formand og/eller kasserer.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer.
- Valg af revisor og suppleant.
- Valg af voldgiftsmedlemmer og suppleanter.
7. Eventuelt.

- Forslag, der ønskes behandlet under punkt 5, skal være bestyrelsen i hænde senest 15. februar.

Ekstraordinær Generalforsamlingen
-
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes, når bestyrelsen finder det påkrævet.

- Når mindst 10 medlemmer ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen med angivelse af dagsorden begærer afholdelse af ekstraordinær generalforsamling, skal bestyrelsen inden 14 dage efter modtagelsen af henvendelsen indkalde dertil, som angivet i stk.1.

Bestyrelsen
§ 9
- Bestyrelsen repræsenterer klubben udadtil, forvalter klubbens midler og leder den daglige drift indenfor det af generalforsamlingen godkendte budget.

- Bestyrelsens medlemmer: Formand, kasserer og 4 øvrige medlemmer vælges for 2 år ad gangen, og dens medlemmer afgår sædvanligvis efter tur, således at 2 medlemmer afgår i ulige år, og 2 medlemmer afgår i lige år. Formand og kasserer vælges årligt for 1 år af gangen.

-Til supplering af bestyrelsen vælges til generalforsamling hvert år 2 suppleanter som vælges for 1 år.

- I tilfælde af afgang i årets løb kan bestyrelsen supplere sig selv indtil den ordinære generalforsamling; dog skal den indkalde til ekstraordinær generalforsamling, hvis mere end 2 generalforsamlingsvalgte medlemmer afgår i årets løb.

- Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand og sekretær. Den er beslutningsdygtig, når 4 af
dens medlemmer er til stede.

- Afgørelser træffes ved simpel majoritet. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

- Over bestyrelsesmøderne føres en protokol med referat af hvert møde, som godkendes af bestyrelsen.

- Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Den er berettiget til at nedsætte udvalg til at varetage særlige sager samt indenfor budgettets rammer at antage lønnet medhjælp i fornødent omfang.

- Bestyrelsen kan ændre og fastsætte flyvetidsafgifter ved indkøb eller leje af fly igennem en flyve sæson.

- Bestyrelsen kan oprette flyvetidspakker igennem en flyvesæson.

Medlemmernes ansvar
§ 10
- Ethvert medlem, der benytter klubbens materiel, er ansvarlig for dette.

- I tilfælde af skade afgøres omfanget af erstatningspligten så vidt muligt ved forhandling mellem den/de pågældende og bestyrelsen.

- I tilfælde af at enighed herom ikke kan opnås, fastsættes erstatningens størrelse af erstatningsvoldgiften.

- Medlemmer i og reglementet for erstatningsvoldgiften vedtages af generalforsamlingen.

- Erstatningsvoldgiften består af medlemmer udenfor bestyrelsen, hvoraf 1 skal være førsteinstruktør, som leder voldgiften.

- Voldgiftens medlemmer samt suppleanter vælges for 2 år af generalforsamlingen.

Regnskab, tegning
§ 11
- Klubbens regnskabsår er kalenderåret. Kassereren afleverer inden den 15. februar regnskabet til revisorerne, som inden 1. marts videresender det med påtegning til formanden.

- 2 revisorer og en suppleant vælges for ét år på den ordinære generalforsamling, fortrinsvis blandt medlemmerne.

§ 12
- Køb, salg og pantsætning af fast ejendom kræver generalforsamlingens tilslutning.

§ 13
- Klubbens tegnes af formand og kasserer i forening.

Klubbens tilslutning til andre organisationer
§ 14
- Klubben tilsluttes lokale eller andre landsorganisationer, når medlemskab af disse fremmer opfyldelsen af klubbens formål. Aftale om sådan tilslutning kan indgås af bestyrelsen med forbehold for generalforsamlingens godkendelse.

Klubbens opløsning
§ 15
- Klubben kan kun opløses ved generalforsamlingsbeslutning efter regler i § 6.

- Stemmeret på generalforsamlingen har aktive medlemmer, der ikke er i restance ud over 1 måned med kontingent og afgifter, når der forinden foreligger aftale med klubbens kreditorer om afvikling af dens forpligtelser. Ved denne aftale skal gæld, som Dansk Svæveflyver Union har kautioneret for, forfalde til forlods betaling.

- Den sidste generalforsamling træffer beslutning om anvendelse af klubbens midler i øvrigt.

Ikrafttræden
§ 16
Nærværende love er vedtaget ved generalforsamlingerne 24. januar og 28. februar 1972 til ikrafttræden 1. marts 1972, samt revideret ved generalforsamlingerne i 1981, 1982, 1985, 1990, 2001, 2004 og 2010 og afløser hermed tidligere love.

Reglement for erstatningsvoldgiften
Vedtaget på generalforsamlingen 28. februar 1972 med senere ændringer.

§ 1
- Voldgiften træder sammen efter indkaldelse fra dens leder, jfr. klubbens love § 10 stk. 1.

§ 2
- Voldgiften skal behandle alle sager, som indbringes af bestyrelsen, skadevolderen eller generalforsamlingen.

§ 3
- Voldgiften har pligt til at høre alle implicerede i uheldet samt eventuelle vidner. Voldgiften er endvidere berettiget til at indkalde vidner efter eget skøn.

§ 4
- Voldgiftens møder er åbne. Voldgiftens rådslagninger og afstemninger er dog hemmelige.

§ 5
- Afgørelser afgøres ved stemmeflerhed. Afgørelser skal ledsages af begrundelser, herunder også evt. dissens, der sammen med parts- og vidneforklaringer føres i en dertil bestemt protokol. Denne protokol er tilgængelig for klubbens medlemmer.

§ 6
- Et voldgiftsmedlem viger til sæde, og suppleant indkaldes, når han selv er part i sagen.

§ 7
- Foreligger der inhabilitet hos et voldgiftsmedlem, et han pligtig til at meddele erstatningsvoldgiften dette. Ethvert af voldgiftens medlemmer, der måtte være bekendt med inhabilitet hos et medlem, er berettiget og forpligtet til at rejse spørgsmål derom, hvorefter afgørelse træffes i henhold til § 5 stk. 1, uden at han selv er udelukket fra at deltage i påkendelsen af spørgsmålet.

§ 8
- (Udgået).

§ 9
- Har nogen ved brug af klubbens materiel påført dette skade, er skadevolderen erstatningspligtig for den påførte skade.

§ 10
- Erstatningens størrelse kan aldrig overstige selvrisikoen i den til enhver tid gældende forsikring. Såfremt skaden må anses som hændelig, bortfalder erstatningspligten.

 


Login